Kramper var tæt på at koste Murray dyrt i New York

Skrevet af admin

25/08/2014

Dagens topnyheder

Den britiske tennisstjerne Andy Murray klarede sig mandag videre til anden runde efter en sejr over Robin Haase ved US Open.

Åbningskampen fik den ventede start, men storfavoritten blev ramt af kramper og måtte kæmpe hårdt for at vinde 6-3, 7-6, 1-6 og 7-5 over hollænderen.

Andy Murray, der har været skadet i flere måneder i 2014, duede slet ikke til noget i tredje sæt, hvor han havde svært ved at flytte sig og slå igennem.

Bagud med 3-5 i fjerde sæt fik briten hanket op i sig selv og på imponerende vis kørt sejren hjem. Heldigvis for Murray så lykkedes det ham at udnytte den første matchbold efter tre timer og otte minutters lidelse.

- Jeg fik først kramper i armen. Det var ikke rart. Jeg forsøgte at følge så godt med, som jeg kunne, og det lykkedes at gå videre, siger Murray.

- Da jeg var oppe med to sæt og fik kramper, så vidste jeg ikke, om jeg skulle gå efter at vinde tredje sæt eller spare energien til fjerde. Dele af kampen var ikke særlig køn, indrømmer briten, der lavede mere end 50 uprovokerede fejl.

Andy Murray, der vandt US Open i 2012, er raslet ned ad verdensranglisten og er blot seedet som nummer otte i New York.

/ritzau/