Kranføreres advokat glæder sig over sigtelse i sms-sag

Arbejdsgivere skal ikke ustraffet kunne snage i deres ansattes sms'er, mener advokat Bjarne Overmark. Han betragter det derfor som en sejr, at statsadvokaten har besluttet at sigte en tidligere havnedirektør og Aarhus' borgmester Jacob Bundsgaard (S) for brud på brevhemmeligheden.

Bjarne Overmark repræsenterer tre kranførere fra Aarhus Havn, der blev fyret, efter deres arbejdsgiver havde læst sms'er, de havde sendt til hinanden under en faglig konflikt. Sigtelsen betyder, at sagen undgår at blive forældet med udgangen af oktober, lyder det fra advokaten.

- Det havde haft katastrofale følger, hvis det var blevet retstilstanden i Danmark, at enhver arbejdsgiver kunne bryde ind i de ansattes mobiltelefon og se, hvem vedkommende har sendt sms'er til, og hvad der stod i dem, siger Bjarne Overmark.

- Det ville kunne ramme hvem som helst og især dem, der er fagligt aktive, tilføjer advokaten.

Han mener ikke, at det har betydning for sagen fra Aarhus Havn, at det var en arbejdsmobiltelefon, som altså var betalt af arbejdsgiveren.

- Det var en arbejdsmobiltelefon, der var udleveret under den betingelse, at den måtte bruges ubegrænset privat, og folk har betalt skat af den telefon. Der var ingen, der forventede, at arbejdsgiveren ville bryde ind i telefonen, men det var det, der skete, siger han.

Tilbage i efteråret 2012 afleverede en af kranførerne sin telefon til arbejdsgiveren for at få den byttet. Ifølge kranførernes advokat skete det sideløbende med en faglig konflikt, der handlede om, at kranførerne var utilfredse med for meget overarbejde.

Efterfølgende blev tre kranførere, heraf to arbejdsmiljørepræsentanter, i november 2012 bortvist af ledelsen på baggrund af en række sms'er, som ledelsen havde læst på den ansattes mobiltelefon.

Dengang var Bjarne Mathiesen direktør på Aarhus Havn, og Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard var - og er stadig - formand for havnebestyrelsen.

Borgmester og formand for havnebestyrelsen Jacob Bundsgaard (S) vil give politiet arbejdsro til efterforskningen af sagen, skriver han i en kommentar til TV2 Østjylland.

- Jeg står naturligvis til rådighed i forhold til politiets arbejde, hvis der stadig måtte være aspekter i sagen, som, statsadvokaten ikke mener, er belyst. Politiet skal nu have ro til den videre efterforskning, og jeg har derfor ikke yderligere kommentar, skriver borgmesteren.

/ritzau/

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.


Sammenlign sikre og regulerede casino-sider i Danmark. Udforsk de bedste online casinoer på www.bedrageri.com/online-casino


På Samlino.dk kan du beregne og sammenligne lån til bil på tværs af 15+ selskaber. Prøv i dag på www.samlino.dk/laan/billaan
 

Dagens Gossip