Kreml: Putin tjener langt mindre end Obama

Skrevet af admin

15/04/2015

Mest læste i dag

Ruslands præsident, Vladimir Putin, havde i 2014 en indtægt på 151.000 dollar - lidt over en million kroner.

Det viser dokumenter, som Kreml onsdag har offentliggjort.

Det er noget mindre end den amerikanske præsident, Barack Obama, der som præsident har en løn på 400.000 dollar om året - 2,8 millioner kroner - plus indtægter for bogsalg.

Den gennemsnitlige månedsløn i Rusland var i februar i år på 36.620 rubler. Det er lige godt 5000 kroner. De 151.000 dollar svarer til 7,65 millioner rubler.

Putins økonomi har længe været genstand for spekulationer. Kritikere mener, at præsidenten er en af verdens rigeste mænd, hvilket Putin afviser.

Han ejer ifølge oplysningerne fra Kreml tre biler, en trailer, noget land, en lejlighed og en garage.

I oplysningerne siger Kreml ikke noget om, hvor stor en del af hans indtægt præsidentlønnen udgør. Denne løn er ikke offentligt kendt.

Men på grund af den økonomiske krise i Rusland har Putin beordret en lønnedgang til sig selv og andre ledere på 10 procent.

Tidligere har hans indtægter omfattet renter fra indestående i banker samt pension fra hans tid som KGB-mand.

Kritikere af den russiske ledelse siger, at oplysningerne om Kreml-ledernes løn ikke passer, for indtægterne er langt højere.

I fjor lå Rusland på plads nummer 136 på den liste, som organisationen Transparency International fører over korruption i 175 lande.

/ritzau/Reuters