Krigsforbryderen Karadzic anker dom på 40 års fængsel

Skrevet af admin

22/07/2016

Mest læste i dag

Den tidligere bosnisk-serbiske leder Radovan Karadzic har anket sin dom på 40 års fængsel for folkedrabet i Srebrenica, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

Det oplyser hans advokat fredag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Karadzic blev i marts kendt skyldig i ti ud af 11 anklagepunkter af den internationale krigsforbryderdomstol for Eksjugoslavien.

Allerede den gang sagde Karadzic, at han agtede at anke dommen.

Nu siger han ifølge sin advokat, at han har været offer for "en politisk retssag".

Domstolen, der ligger i Haag, holder Karadzic ansvarlig for massakren på omkring 8000 muslimske mænd og drenge i byen Srebrenica i Bosnien i juli 1995.

Srebrenica-massakren betegnes som den værste massakre i Europa siden Anden Verdenskrig.

Karadzic er også dømt skyldig i andre forbrydelser mod menneskeheden, herunder belejringen af Sarajevo og drab og forfølgelse i andre dele af Bosnien.

Under krigen mistede 100.000 mennesker livet, mens rivaliserende styrker huggede Bosnien op i etniske linjer, som for en stor dels vedkommende fortsat eksisterer i dag.

Karadzic blev anholdt i 2008 efter 11 år på flugt.

/ritzau/