Krim-leder beder Putin om hjælp

Skrevet af admin

01/03/2014

Dagens topnyheder

Den nye premierminister på Krim i det sydlige Ukraine, Sergej Aksjonov, har bedt Ruslands præsident, Vladimir Putin, om at hjælpe med at genskabe "fred og ro" på halvøen i Sortehavet.

- I betragtning af mit ansvar for borgernes liv og sikkerhed, beder jeg Ruslands præsident om hjælp, siger han i en tale, der er blevet offentliggjort i en række medier, og som er blevet vist i sin helhed i Ruslands statslige tv.

Aksjonov blev for nylig valgt af lokale politikere på Krim som premierminister for regionen i et skridt, der ikke er godkendt af de nye myndigheder i Kijev, som har overtaget efter afsættelsen af præsident Viktor Janukovitj.

Han har ikke tydeliggjort, hvilken form for hjælp, som han ønsker fra Putin og Rusland.

I Moskva siger kilder i administrationen omkring Putin, at "Kreml ikke vil undlade at have opmærksomhed på anmodningen fra Aksjonov."

Ukraines fungerende præsident, Oleksandr Turtjinov, anklager Rusland for at have sendt soldater til Krim-halvøen og opfordrer samtidig russerne til at stoppe deres provokationer.

- Rusland har sendt styrker ind i Krim, siger præsidenten ifølge nyhedsbureauet Reuters i en tv-transmitteret tale fredag aften, netop som FN's Sikkerhedsråd på ukrainsk foranledning var indkaldt til hastemøde i New York.

- Personligt appellerer jeg til præsident Putin om øjeblikkeligt at stoppe militære provokationer og til at trække sig fra den autonome republik Krim. Det er en nøgen aggression mod Ukraine, siger Turtjinov.

En talsmand for præsidenten siger ifølge nyhedsbureauet AFP, at russiske fly med næsten 2000 personer om bord er landet på en militærbase på Krim-halvøen. De menes at være soldater.

Rusland har i årevis haft en militærbase på Krim-halvøen, hvor den russiske Sortehavsflåde holder til, men nu skal flere tropper altså have sluttet sig til styrken.

/ritzau/AFP