Krise om bådflygtninge skaber dyb bekymring i FN

Skrevet af admin

15/05/2015

Dagens topnyheder

FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, siger, at han er dybt foruroliget over rapporter om, at nogle lande i det sydøstlige Asien afviser at tage imod desperate bådflygtninge, som har drevet rundt på havet i lang tid.

- Generalsekretæren opfordrer indtrængende alle regeringer til at leve op til deres forpligtelser om at redde nødstedte på havet, siger FN-talsmanden Stephane Dujarric.

- Han opfordrer også regeringer til at gøre en indsats for at sikre, at flygtningene i tide kommer i land. Havne må holdes åbne for at hjælpe dem, der er i nød, tilføjer han.

Menneskesmuglere har forladt skibe, der var fyldt med udhungrede bådflygtninge, hvoraf mange var børn. Aktivistgrupper anslår, at omkring 8000 mennesker er på havet i menneskesmuglerfartøjer i det sydøstlige Asien.

Også USA's udenrigsministerium kræver, at landene i Sydøstasien "redder liv på havet."

Ministeriets talsmand, Jeff Rathke, siger, at de amerikanske ambassadører i regionen er ved at koordinere en hjælpeindsats med FN og regionale regeringer.

FN's flygtningeorgan, UNHCR anslår, at omkring 300 mennesker er døde på havet i årets tre første måneder på grund af sult, tørst eller vold fra besætningerne.

Ifølge UNCHR har omkring 25.000 bådflygtninge fra Bangladesh og fra det muslimske rohingya-folk i Myanmar begivet sig ud på havet i menneskesmugleres usikre både i årets tre første måneder.

Over 750 bådflygtninge blev fredag reddet ud for Indonesiens kyst. Migranterne, der kommer fra Myanmar og Bangladesh, er midlertidigt blevet indkvarteret i et pakhus på havnen i byen Langsa, der ligger på Aceh-regionens østkyst.

Thailand har indkaldt til et krisemøde 29. maj i Bangkok. Her skal deltagerne drøfte "de grundlæggende årsager" til strømmen af migranter.

Repræsentanter fra 15 lande, deriblandt Australien og USA, er inviteret til mødet.

/ritzau/Reuters