Kritik af velfærdsturisme: EU vil ikke lukke grænserne

Skrevet af admin

15/01/2014

Dagens topnyheder

En debat i Europaparlamentet onsdag eftermiddag om den fri bevægelighed inden for EU viser omfattende skepsis over for især britiske og tyske politikeres kritik af velfærdsturisme og bred opbakning til EU-borgernes ret til at rejse frit efter arbejde.

Flere polske, bulgarske og rumænske parlamentarikere pointerer, at de faktiske tal fortæller en helt anden historie end den, blandt andre den konservative britiske premierminister, David Cameron, har bragt til torvs.

Bulgariens tidligere udenrigsminister, socialisten Ivailo Kalfin, kalder debatten i Storbritannien "hysterisk" og siger, at den er sat i gang af nationalister, som beklageligvis har fået andre politikere til at følge trop.

Mens den polske konservative parlamentariker Jacek Protasiewicz siger, at "migranternes bidrag til værtslandenes økonomiske succes er uden for enhver diskussion".

- Polakkerne bliver gjort til syndebukke for mange politikere - deriblandt britiske politikere. Det vækker harme hos polakkerne.

- For det første fordi det ikke er sandt. Og for det andet fordi det er nedladende over for dem, der betaler store beløb til det britiske socialsystem, siger Protasiewicz og efterlyser en undskyldning fra dem, der beskylder polakkerne for at nasse.

Selv den britiske premierministers konservative partifæller hylder den fri bevægelighed som en grundlæggende rettighed inden for EU.

Men fra flere sider i salen kommer en understregning af, at det tilsyneladende meget begrænsede misbrug selvfølgelig skal bekæmpes.

En af de mest kritiske røster kommer fra den franske højrefløjsleder Marine Le Pen, der siger, at den fri bevægelighed "har nået sin grænse" og opfordrer til at "retablere nationernes suverænitet".

Kun den britiske Gerard Batten fra United Kingdom Independence Party benytter onsdagens debat i Strasbourg til et direkte verbalangreb på indvandrere fra andre EU-lande.

- En fornuftig indvandringspolitik i Storbritannien ville kun give indrejse til de folk, vi faktisk vil have. Men hvad får vi i stedet fra EU?

- Vi får også kriminelle, narkomaner, alkoholikere, tiggere, vagabonder og nassere. Ærlige briter ser deres levestandard smuldre, mens vi betaler støtte og giver boliger til folk, der aldrig har betalt en penny i britisk skat, siger Batten.

/ritzau/