Kroatisk våbensmugler skal tre år i fængsel

Skrevet af admin

29/11/2013

Dagens topnyheder

Indsmugling af flere skarpladte våben har nu kostet en 31-årig kroatisk mand tre års fængsel ved Retten i Kolding.

Det skriver JyskeVestkystens netavis.

Goran Tomljanovic var tiltalt for at have medvirket til indsmuglingen af fire skarpladte AK 47-geværer og to pistoler af mærket Zastava.

De danske myndigheder havde længe den 31-årige i kikkerten og udfærdigede for længe siden en europæisk arrestordre vedrørende manden.

1. juli blev Kroatien medlem af EU. Samme dag blev arrestordren effektueret af de kroatiske myndigheder, og et par uger senere drog betjente fra Sydøstjyllands Politi til Kroatien for at hente ham.

Fire andre har tidligere været for Retten i Kolding i sagen om de fire militære geværer og to pistoler.

En mand blev idømt fængsel i to år og seks måneder, en kvinde blev straffet med et års fængsel, og hendes søn fik en kortere straf. En fjerde tiltalt blev derimod frifundet.

Politiet har tidligere udtalt, at man betragtede den 31-årige som hovedmanden bag indsmuglingen, og han er da også den, der har fået den hårdeste straf i affæren.

Sagen kom op til overfladen, da betjente i august sidste år afslørede våbenlageret under en ransagning på en adresse i Kolding.

Våbnene menes at være indsmuglet fra Balkan til Danmark, og politiet har tidligere luftet en mistanke om, at de seks skydevåben var ved at falde i hænderne på kriminelle bander i Danmark.

/ritzau/