Krohn-Dehli var tilskuer til stensikker Barca-sejr

Skrevet af admin

30/10/2013

Dagens topnyheder

Barcelona synes fortsat urørlige i toppen af den bedste spanske fodboldrække, Primera Division.

Efter lørdagens derbytriumf over Real Madrid fulgte mestrene op tirsdag aften og vandt en stensikker sejr på 3-0 på udebane over Celta, der ikke havde en skadet Michael Krohn-Dehli med i truppen.

Den danske landsholdsspiller kæmper med ankelproblemer, og han kunne ikke hente meget opmuntring i at se sine holdkammerater i aktion.

Det galiciske mandskab var nemlig tæt på chanceløs mod Gerardo Martinos tropper, der allerede efter ni minutters spil kom på sejrskurs, da chileneren Alexis Sánchez scorede til 1-0.

Celta truede en enkelt gang, da holdet fik annulleret et mål før pausen.

Men formstærke Cesc Fabregas var involveret i de to næste scoringer, der begge faldt i begyndelsen af anden halvleg og som endegyldigt afgjorde kampen.

Først ramte hans skudforsøg overliggeren, inden bolden sprang ned i ryggen på den uheldige målmand Yoel, som blev noteret for et selvmål.

Få minutter senere afsluttede Fabregas på Lionel Messis oplæg og gjorde det til 3-0, og da kunne hjemmepublikummet begynde at frygte en afklapsning.

Men Barcelona, som lod Neymar varme bænken i hele kampen, forbarmede sig over Celta-spillerne, der havde nok at gøre med at begrænse skaderne.

Derfor endte det med en 3-0-sejr til førerholdet, der fortsat kun har sat to point til i hele sæsonen.

Celta ligger på ligaens 16.-plads med ni point efter 11 kampe.

/ritzau/