Kuppet Burkina Faso-præsident søger tilflugt på ambassade

Skrevet af admin

22/09/2015

Dagens topnyheder

En løsning på de seneste dages strid om magten i den vestafrikanske stat Burkina Faso kan være undervejs.

Landets militære ledere har mandag aften indledt samtaler med repræsentanter for præsidentgarden, der i sidste uge gennemførte et kup og tilbageholdt den midlertidige præsident, Michel Kafando, samt flere ministre.

Det oplyser en højtstående kilde i militæret til nyhedsbureauet Reuters.

Samtalerne drejer sig om betingelserne for, at præsidentgarden overgiver sig.

Desuden oplyser Frankrigs ambassadør i landet, at Michel Kafando har søgt tilflugt i ambassadørboligen i byen.

- Jeg bekræfter, med præsident Kafandos tilladelse, at han er inde i den franske residens, skriver ambassadør Gilles Thibault på Twitter.

Samtidig er soldater loyale over for overgangsregeringen sent mandag aften ifølge Reuters gået ind i hovedstaden Ouagadougou uden at møde modstand fra præsidentgarden.

Præsidentgarden er en elitestyrke på cirka 1300 soldater, og den var en vigtig hjørnesten i den tidligere præsident Compaores regime, inden denne blev væltet i oktober i fjor af demonstrationer.

Nyhedsbureauet AFP skriver dog med henvisning til det amerikanske udenrigsministerium, at det fortsat anses for usikkert at opholde sig i hovedstaden, og at der fortsat løbende er meldinger om skudvekslinger flere steder i byen.

Udenrigsministeriet i Washington opfordrer amerikanske statsborgere til at forlade Burkina Faso og har desuden evakueret en del af sine ambassade-medarbejdere i landet.

Kuppet mod Michel Kafando fandt sted på et tidspunkt, hvor Burkina Faso var ved at forberede sig på det første valg efter afsættelsen af den tidligere præsident Blaise Compaore.

Torsdag, dagen efter kuppet, indsatte præsidentgarden general Gilbert Diendere som landets nye leder. Han har i mange været loyal over for Blaise Compaore.

FN's Sikkerhedsråd og USA samt EU har krævet en frigivelse af den midlertidige præsident, premierministeren og flere højtstående ministre.

/ritzau/