Kurdere i Irak: Vi har fuld kontrol over Kirkuk

Skrevet af admin

12/06/2014

Mest læste i dag

Opløsningen fortsætter i det konfliktplagede Irak, hvor hæren trækker sig tilbage fra flere byer.

Kurdiske styrker melder torsdag, at de nu har fuld kontrol over oliebyen Kirkuk, efter at den irakiske hær er flygtet.

Det siger en talsmand for de væbnede kurdiske styrker ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Hele Kirkuk er nu i hænderne på peshmerga, siger talsmand Jabbar Yawar med henvisning til den kurdiske betegnelse for de væbnede styrker.

- Der er ingen irakiske soldater i Kirkuk nu.

Kirkuk er centrum for en længerevarende konflikt mellem kurderne i nord og regeringen i Bagdad.

Den seneste tid er irakere i hundredtusindtal flygtet fra flere byer i den nordvestlige del af landet, efter af den islamistiske gruppe Islamisk Stat i Irak og Levanten (Isil) har taget kontrol over flere byer.

Isil indtog forleden byen Mosul, hvilket fik irakiske soldater til at flygte.

Den islamistiske gruppe har meddelt, at den nu vil rykke frem mod hovedstaden Bagdad.

/ritzau/Reuters