Kurdere vinder fodfæste i kampen om Kobani

Skrevet af admin

13/10/2014

Dagens topnyheder

De kurdiske soldater har langt fra opgivet kampen om den syriske grænseby Kobani, som jihadister fra Islamisk Stat (IS) forsøger at indtage.

Mandag siger en højtstående kurdisk embedsmand og en observatørgruppe, at kurderne i løbet af natten til mandag har vundet terræn i flere dele af byen, der ligger ved grænsen til Tyrkiet.

Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder rapporterer, at kurderne har taget to områder fra IS i den sydlige del af byen, og at mindst 13 jihadister er dræbt.

- IS sender krigere uden den store kamperfaring, siger lederen af observatoriet, Rami Abdel Rahman.

Kurderne selv hævder at have taget livet af 138 IS-krigere i løbet af de seneste 48 timer.

Det angivelige kurdiske fremskridt kommer i kølvandet på intensiverede luftangreb fra den USA-ledede koalition i områder øst og syd for Kobani, siger Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.

Tyrkiet, der hidtil har været tilbageholdende med at involvere sig i kampene, har givet efter for det internationale pres for at deltage i forsvaret af Kobani.

Hvis byen falder, frygtes det, at den sidste flugtvej til Tyrkiet afskæres.

En højtstående embedsmand i det amerikanske forsvar har oplyst, at Nato-landet Tyrkiet nu har givet USA tilladelse til at bruge tyrkiske luftbaser i kampen mod IS, heriblandt en vigtig base tæt på grænsen til Syrien.

I midten af september indledte IS en offensiv mod Kobani, og hidtil er over 500 mennesker blevet dræbt, mens omkring 200.000 i området er flygtet over grænsen til Tyrkiet.

Jihadisterne har erobret store landområder, siden Islamisk Stat i juni udråbte et kalifat, der strækker sig over dele af Irak og Syrien.

IS er også blevet fordømt verden over for grusomheder som halshugninger af gidsler, som gruppen har optaget på video og lagt på nettet.

/ritzau/dpa