Kuwaits regering vil have kæmpeerstatning fra sheik

Skrevet af admin

13/01/2016

Mest læste i dag

Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) og Den Internationale Olympiske Komité (IOC) samt 16 andre forbund har udelukket Kuwait fra international sport grundet politisk indblanding i sport.

Den dom er Kuwaits regering på ingen måde enig i, og nu vil man sagsøge landsmanden Sheikh Ahmad Fahad al-Sabah, som via blandt andet topposter i både Fifa og IOC har været med til at ekskludere oliestaten.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Ifølge Kuwaits regering har sheiken medvirket til at få landet udelukket med store økonomiske følger for landet som konsekvens.

Regeringen hævder, at man i de seneste fem år har brugt mere end 1,3 milliarder dollar (næsten ni milliarder kroner) på lokal sport. Uden udsigt til at kunne få afkast på den investering vil man kræve erstatning hos den skyldige.

En domstol skal tage stilling til regeringens første midlertidige krav om en erstatning på små 114.000 kroner. Skulle domstolen give medhold, kan regeringen ifølge AFP udvide søgsmålet helt op til de næsten ni milliarder kroner.

I Kuwait mener man ikke, at landets love strider mod sportens regler om politisk indblanding. Men adskillige sportsforbund er altså uenige.

Faktisk er det tredje gang siden 2007, at Fifa og IOC udelukker Kuwait med begrundelsen, at der er foregået politisk indblanding.

Opretholdes suspenderingen vil det betyde, at landet ikke kan deltage ved sommerens OL i Rio de Janeiro samt i kvalifikationen til fodbold-VM.

/ritzau/