Kvælende smog: Beijing er næsten ubeboelig

Skrevet af admin

13/02/2014

Dagens topnyheder

Kinas hovedstad, Beijing, er "dårligt nok egnet" til at bo i på grund af den kraftige forurening og kvælende smog, der hænger over millionbyen. Det konkluderer en ny kinesisk rapport.

Forurening er en stigende problem i Kina, og rapporten, der er udarbejdet af to samfundsvidenskabelige grupper, rangerer Beijing som den andenværste by ud af 40 på verdensplan på grund af de miljømæssige problemer.

Det er den forcerede industriudvikling i Kina, den udbredte brug af kul, urbaniseringen og millioner af nye biler på vejene, der har skabt de ekstreme smogproblemer.

Den tætte tåge af forurening har til tider lammet nogle af Kinas byer - fly er blevet forsinket, og skoler har været nødt til at lukke.

Kinas ledere vil nu afsætte 1,65 milliarder dollar til en fond, der skal bekæmpe luftforureningen, og virksomheder loves belønninger, hvis de reducerer deres forurening.

Ifølge det statslige nyhedsbureau Xinhua vil 300 fabrikker blive lukket i Beijing i år for at bekæmpe den kvælende smog.

Smog og forurening har også fået skylden for at skræmme turister væk fra Kinas hovedstad.

Antallet af turister, der besøgte Beijing, faldt med over 14 procent i de første seks måneder af 2013 i forhold til samme periode i 2012, rapporterede statslige kinesiske medier, der navnlig gav luftforurening skylden for den nye udvikling.

Det vakte international opsigt, da niveauet af smog i en periode i januar sidste år var næsten 40 gange så højt som de grænser, der er fastsat af Verdenssundhedsorganisationen WHO.

Sigtbarheden var reduceret til under 200 meter i centrum af byen, hvor fodgængere med ansigtsmasker havde svært ved at orientere sig i.

/ritzau/Reuters