Kvalitetsudvalg får lunken modtagelse fra de studerende

Skrevet af admin

24/11/2014

Dagens topnyheder

Regeringens Kvalitetsudvalg lever ikke helt op til sit navn og formål, nemlig at sikre mere kvalitet i undervisningen på landets videregående uddannelser.

Sådan lyder det fra Danske Studerendes Fællesråd, efter at ekspertudvalget mandag præsenterede i alt otte overordnede kvalitetsanbefalinger, der blandt andet går ud på at sikre mere deltagelse fra de studerende og flytte fokus væk fra karakterer som eneste krav til optagelse på studierne.

- Overordnet set lever det ikke op til målet om at fremme kvaliteten og gøre det federe at være studerende, lyder det fra formanden for de studerendes fællesråd, Jakob Ruggaard.

- Det mest bekymrende er, at det ser ud som om, man vil fratage studienævnene kompetencen til at definere fagindholdet, og det er en total afdemokratisering af de danske uddannelser, siger han.

Til gengæld er der ros til anbefalingen om at lade evnen til at undervise betyde mere, når forskernes arbejde skal bedømmes.

- Den del af rapporten lyder spændende, og det er en af de gange, hvor der er blevet lyttet til os. Når forskning er det eneste, der kan føre til forfremmelser, så er det klart, at forskerne bruger tiden her i stedet for på undervisningen, siger Jakob Ruggaard.

Kvalitetsudvalget påpeger blandt andet, at de studerende i gennemsnit skal bruge 20 procent mere tid på deres studier for at leve op til meningen med det hele, nemlig at gennemføre et fuldtidsstudie.

Nogle steder gennemfører de studerende et fuldtidsstudie, mens de andre steder kun studerer på halv tid.

Men målet om at få de studerende til at bruge 20 procent mere tid med bøgerne vil komme af sig selv, hvis ellers rammerne omkring undervisningen er til stede, mener Jakob Ruggaard.

- Nogle steder er der kun undervisning fem-seks timer om ugen, og så kan det være svært at finde ud af, hvad man skal fylde tiden ud med, påpeger han.

De studerende vil bruge mere tid på studiet, hvis man bruger flere ressourcer på at understøtte undervisningen og give mere feedback, mener han.

/ritzau/