En 28-årig kvinde er ved Retten i Aalborg tirsdag blevet frikendt for uagtsomt manddrab, efter hun i starten af året ramte en fodgænger med sin bil i Aalborg.
- Retten mente ikke, at kvinden havde handlet så uagtsomt, at det var strafbart, siger anklageren i sagen, Dorte Kvist Knudsen, til Ritzau.
Ifølge anklageren blev det ikke nærmere uddybet, hvad der lå til grund for rettens frifindelse af bilisten.
Den 12. januar klokken 17.45 kom den tiltalte kørende ad Ndr. Ringvej i i Aalborg og ramte offeret, som var ved at passere vejen, med så høj fart, at den ældre dame få dage senere døde af sine kvæstelser.
Anklagemyndigheden mente, at den 28-årige kvinde ikke kørte efter forholdene på vejen, hvis man tager sigtbarheden i det mørke vintervejr i betragtning, og havde derfor rejst tiltale i sagen.
Det var domsmandsretten som sagt ikke enig i, og den tiltalte blev frikendt.
/ritzau/