Kvinde i fængsel efter vold mod samlever: Gik amok med lysestage og strikkepind

Skrevet af admin

10/10/2015

Dagens topnyheder

I fire uger er en 44-årig kvinde blevet varetægtsfængslet, efter hun lørdag blev fremstillet i grundlovsforhør.

Det fortæller vagtchefen fra Bornholm Politi.

Torsdag gik kvinden amok på sin mandlige samlever under et skænderi og både lysestager og strikkepinde var i brug, har Peter Jørgensen, vicepolitiinspektør fra Bornholms Politi, tidligere fortalt til Ritzau.

Under skænderiet kastede kvinden en marmorlysestage mod sin mandlige samlever. Den ramte ham i hovedet og skabte en blødning.

Under kvindens arrigskab forsøgte hun også at stikke manden med en strikkepind i maven, men pinden bøjede og nåede ikke gennem mandens tøj.

Skænderiet mellem de to faldt til ro, men fredag klagede den 44-årige mand over tiltagende smerter, og lørdag morgen fandt kvinden ham livløs i sengen. Politi blev tilkaldt, og de kunne hurtigt konstatere, at han havde hjertestop.

Kvinden blev lørdag anholdt og sigtet for grov vold.

Manden blev med ambulance fragtet til Bornholms Sygehus og er efterfølgende blevet overflyttet til Rigshospitalet i København.

Mandens tilstand betegnes som kritisk, men Peter Jørgensen oplyser, at det ikke endeligt kan fastslås, om slaget fra lysestagen kan kobles til mandens hjertestop lørdag.

Parret er bosat på det østlige Bornholm.

Ifølge netavisen Bornholm.nu kærede den sigtede varetægtsfængslingen.

/ritzau/