Kvinde sparket ned bagfra af to mænd

Skrevet af Michael Lauritsen

03/04/2014

Mest læste i dag

En 22-årig kvinde fra Vordingborg blev onsdag klokken 21.10 overfaldet, da hun gik ved Sct. Mortens Kirke i Næstved.

Det oplyser Sydsjællands - og Lolland Falsters Politi til Dagens.dk.

Kvinden havde netop taget sin telefon frem og skulle til at ringe, da hun blev sparket ned bagfra af to mænd.

Overfaldsmændene forsøgte at vriste telefonen fra hende. Det lykkedes dog ikke, da et kvindeligt vidne kom til undsætning.

- Den 22-årige fortæller, at det var en ældre, rødhåret kvinde. Idet, hun ser overfaldet, råber hun mændene an. Den ene af mændene råber 'løb', og så stikker de af i ukendt retning, siger sektionsleder ved lokalpolitiet i Næstved, Ole Rasmussen, til Dagens.dk.

Den 22-årige har givet sparsomme signalementer af de to gerningsmænd, og hun har forklaret politiet, at hun ikke ville være i stand til at genkende dem, hvis hun så dem.

- Signalementerne er ikke ret gode. Vores håb er, at vi måske kan finde noget overvågningsvideo fra de forretninger, som vender ud mod gaden. Og ellers håber vi, at vi kan finde det kvindelige vidne. Ellers har vi ikke ret meget, forklarer Ole Rasmussen.

Ofret beskriver gerningsmændene således:

A: Dansk mand, 18 til 25 år, 175 til 185 centimeter høj, iført sort jakke med hætte påført pelskrave og hvide sko med Nike-logo.

B: Dansk mand, iført sort jakke.

Ole Rasmussen oplyser, at den 22-årige kvinde er uskadt efter overfaldet. I hvert fald fysisk. 

Politiet efterforsker sagen som et røveriforsøg og hører gerne fra vidner, der har oplysninger til sagen. Det kan kontaktes på telefon 114.