Kvinder indtager flere chefposter i de danske kommuner

Skrevet af admin

08/03/2014

Dagens topnyheder

Andelen af kvindelige chefer i de danske kommuner er vokset med 25 procent på seks år, viser nye tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor.

Over 40 procent af de kommunale chefer er nu kvinder.

Den udvikling glæder Michael Ziegler (K), der er formand for Kommunernes Landsforenings Løn- og Personaleudvalg.

- Jeg synes, at udviklingen er yderst positiv. Det må være i alles interesse, at de ansatte afspejler befolkningssammensætningen. Og det gælder på alle lag i vores organisationer. Også på ledelseslag, siger han.

De nye tal viser, at de kvindelige chefer i 2007 udgjorde 33 procent. I modsætning til 2013, hvor de kvindelige ansatte på den kommunale chefaftale var steget til 41,1 procent.

Michael Ziegler spår, at udviklingen vil fortsætte. Han mener, at udviklingen blandt andet et resultat af, at man i kommunerne prøver at fjerne barriererne for, at kvinderne rykker op i organisationshierarkiet.

- Det kan hænge sammen med, at vi er blevet bedre til at spotte talenterne. Men jeg tror også, at det er noget selvforstærkende i det. Jo flere kvinder, der er i ledelseslaget, jo mere naturligt bliver det måske også for de næste, der vil søge, siger han.

Mens kvinderne altså udgør lidt over 40 procent af de kommunale chefer, så udgør de ikke mindre en tre fjerdele af samtlige ansatte i kommunerne.

Dermed er der også et stykke vej, før kønsfordelingen i chefstolene afspejler hele den kommunale organisation.

- Der er stadig et godt stykke vej, før fordelingen af kvinder og mænd på chefposterne afspejler antallet af kvinder og mænd, der er ansat i kommunerne. Men med en stigning på 25 procent over de seneste seks år ser vi også en positiv tendens, siger Michael Ziegler.

Opgørelsen er lavet blandt ansatte på den kommunale chefaftale.

/ritzau/