Kvinder udsat for asbeststøv søger erstatning for kræft

Skrevet af admin

30/01/2016

Mest læste i dag

To kvinder, som har fået lungehindekræft, fordi deres mænd eller andre familiemedlemmer har slæbt asbeststøv med hjem fra arbejde, har søgt erstatning.

Det fortæller P4 Nordjylland. Siden 1. januar har kvinderne kunnet søge erstatning ved Styrelsen for Patientsikkerhed.

Selv om to kvinder ikke lyder af meget, er Laila Walther fra Kræftens Bekæmpelse godt tilfreds.

- Vi forventer at fem til ti om året vil søge, så at allerede to har søgt viser, at det var rigtigt at få lavet ordningen. Der er brug for den, siger Laila Walther, der er afdelingschef for patientstøtte og lokal indsats, til P4.

Hun opfordrer til, at kvinder ikke tøver med at søge erstatning. Hvis man er i tvivl om, hvorvidt man er berettiget til erstatning, kan man få rådgivning hos Kræftens Bekæmpelse.

Tidligere har en undersøgelse fra Aalborg Universitetshospital vist, at en række nordjyske kvinder har fået lungehindekræft, fordi deres mænd eller andre har taget asbeststøv med hjem fra arbejde.

Omkring 110 danskere får konstateret lungehindekræft hvert år. Heraf er cirka 15 kvinder.

/ritzau/