Forside Nyheder Kvote 2: Flere vil helst læse i det syddanske

Kvote 2: Flere vil helst læse i det syddanske

Kvote 2: Flere vil helst læse i det syddanske

Lige nu læser andre

Flere kvote 2-ansøgere har i år valgt Syddansk Universitet som deres førsteprioritet. Det står klart, efter at fristen for at søge en studieplads via kvote 2 sluttede lørdag middag.

I alt har otte procent flere sat Syddansk Universitet øverst på ønskelisten, og det er “nogle flotte tal”, mener studiechef Morten Hansen.

– Jeg vil da mene, at det er fordi, at vi har relevante og gode uddannelser på Syddansk Universitet, lyder det fra studiechefen.

I alt har 8332 søgt om at læse på en af Syddansk Universitets campusser gennem kvote 2 – langt de fleste af dem i Odense. 3049 af ansøgerne har valgt Syddansk Universitet som førsteprioritet.

Læs også

Syddansk Universitet udbyder 89 uddannelser, men det er endnu for tidligt at sige, hvilke studier der har været særligt populære i år.

Morten Hansen forklarer, at Syddansk Universitet har et særligt kvote 2-optag på de sundhedsvidenskabelige uddannelser, hvor 50 procent af de studerende på medicinstudiet bliver optaget via kvote 2. Det samme gælder 80 procent på idræt og sundhed.

– Der spiller optaget på kvote 2 en større rolle, end det gør på langt de fleste andre uddannelser og også på de andre universiteter, siger han.

Derudover har Syddansk Universitet gode erfaringer med de kvote 2-studerende, der tidligere er blevet optaget.

– Når vi sammenligner, hvor godt kvote 2-studerende klarer sig i forhold til kvote 1, så kan vi se, at de faktisk har et lavere frafald og ligeså god gennemførelse af uddannelsen til trods for, at kvote 1-ansøgere har et bedre gennemsnit fra gymnasieskolen, siger han.

– Vores erfaring er, at det er en god idé at krydre karakterkravet med test og interviews af ansøgerne, netop for at afdække deres kompetencer i forhold til uddannelsen og deres motivation.

I alt blev 5190 bachelorstuderende optaget på Syddansk Universitet i 2013 på campusserne i Esbjerg, Kolding, Odense, Slagelse og Sønderborg.

På landsplan har 49.300 har søgt ind på en videregående uddannelse via kvote 2 i år, oplyser Uddannelses- og Forskningsministeriet. Det er omkring 200 flere ansøgere i forhold til sidste år.

Man kan stadig nå at søge gennem kvote 1 indtil 5. juli.

/ritzau/

Læs også

Ads by MGDK