Kyniske AGF nedlægger Sønderjyskes sølvvindere

Skrevet af admin

17/07/2016

Dagens topnyheder

Sidste sæsons sølvvindere fra Sønderjyske skuffede i denne sæsons premiere, da de på hjemmebane måtte se sig besejret med 2-1 af Glen Riddersholms AGF.

Sønderjyske er sædvanligvis dømt til nedrykningskamp, når en ny superligasæson begynder, men efter sidste sæsons imponerende sølvmedaljer, er forventningerne til sønderjyderne skruet op for denne sæson.

Disse forventninger skulle Sønderjyske forsøge at leve op til, da en spændende premiere stod for døren hjemme mod AGF.

Aarhusianerne har forud for denne sæson hentet en række nye ansigter til folden i bestræbelserne på at komme med i det nye mesterskabsslutspil.

En af de nye var offensivspilleren Mustafa Amini, som Glen Riddersholm havde givet chancen fra start. Dette skulle vise sig at være et godt valg. Den tidligere Randers-spiller blev kampafgørende.

Sønderjyske havde tidligere på ugen haft deres debut på den europæiske scene, men på trods af kampen og de ekstra kilometer i benene, var det Jakob Michelsens tropper, der kom bedst ud til opgøret.

Flere gode chancer blev skabt og særligt Tommy Bechmann havde en stor chance tidligt i opgøret, men sønderjyderne var ganske enkelt ikke kyniske nok, når chancerne opstod.

Kynismen var til gengæld at finde hos gæsternes Mustafa Amini, der efter den første halve time med en god stikning fandt Stephan Petersen, der scorede til 1-0.

I anden halvleg var Amini selv i hovedrollen, da han udbyggede føringen til 2-0, og så lever gæsterne fint med, at Simon Kroon i slutfasen fik reduceret på et brag af et langskud.

Med nederlaget fik Sønderjyske en skidt optakt til returopgøret mod Strømsgodset, der torsdag byder op til dans i Europa League-kvalifikationen. Vinderne fra AGF kan derimod se frem til fredag, hvor holdet hjemme møder Viborg FF.

/ritzau/