Læge: Stor debat får mange til at klage over hpv-vaccine

Skrevet af admin

23/04/2016

Dagens topnyheder

I Danmark er der langt flere piger, der klager over bivirkninger ved hpv-vaccinen end i Norge. Dansk overlæge peger på, at debatten om hpv-vaccinen får flere til at klage, mens man i Norge har svært ved at forklare, hvorfor der er så stor forskel.

I Danmark har 242 piger anmeldt sager til Patienterstatningen, mens man i Norge kun har modtaget otte klager. I Sverige har 37 piger klaget.

Iben Holten, der er overlæge i Kræftens Bekæmpelse, ser ingen grund til, at Danmark skulle være anderledes end Sverige og Norge. Hun peger dog på den store debat om hpv-vaccinen, som forklaring på de mange danske klager.

- Det er min opfattelse, at den danske debat har været meget voldsom, hvor nogle er meget overbeviste om, at deres symptomer skyldes vaccinen.

- Der er nok en helt del, der ikke ved, at vi også kendte til en del af symptomerne, før vaccinen blev opfundet, siger hun.

Steinar Madsen, der er læge og medicinsk fagredaktør ved det norske Legemiddelverk, har svært ved at forklare den store forskel mellem antallet af klager i Danmark og i Norge.

Han forklarer, at der også har været stor opmærksomhed på hpv-vaccinen i den norske presse.

- Det er en helt anden situation i Danmark end i Norge. Der er langt færre, der kræver erstatning ved Legemiddelverket, men vi kan ikke give nogen god forklaring på det.

- Der har også været ret stor fokus på det i Norge. Vi har været ude med information til både læger og sygeplejersker med informationer om at anmelde bivirkninger, siger Steiner Madsen.

I Norge har Legemiddelverket kun modtaget 19 indberetninger i 2015 om alvorlige bivirkninger af hpv-vaccinen. I Danmark har der været hele 475 indberetninger om alvorlige bivirkninger som følge af vaccinen.

- Spørgsmålet er jo, om der er underrapportering i Norge og overrapportering i Danmark. Men vi har et godt system for anmeldelser i Norge, så vi har svært ved at tro, at der er nogen væsentlig underrapportering i Norge, siger Steinar Madsen.

/ritzau/