Lægeforeningen efterlyser fast pris på kørekort-attester

Skrevet af John Meyer

25/12/2012

Dagens topnyheder

Prisen for en såkaldt kørekortsattest, som borgere skal bruge for at få eller forny deres kørekort, kan variere i dag. Når lægen har beskrevet eventuelle sygdomme og vurderet syn, hørelse m.v. er det op til ham eller hende at fastsætte et honorar for ydelsen.
De varierende priser skyldes, at kørekortsattesten ikke er omfattet af nogen aftale med Justitsministeriet, som er den myndighed, der kræver, at borgerne med jævne mellemrum skal have denne attest.


- Der kan være en god forklaring på, at prisen ikke er den samme. F.eks. kan det tage længere tid at undersøge en ældre med flere sygdomme end en ung, rask person. Men jeg kan sådan set godt forstå ønsket om en fast pris, og for lægerne er det irriterende at få prisforskellene stukket i næsen. Især fordi vi faktisk ikke har mulighed for som Lægeforening selv at fastsætte en pris. Det vil være i strid med loven. Hvis prisen skal være ens, kræver det en aftale med Justitsministeriet, siger Jette Dam-Hansen, formand for Lægeforeningens attestudvalg.


Lægeforeningen henvendte sig for over to år siden til Justitsministeriet om sagen, men har endnu ikke fået svar.


- Det vil være fint at få afklaret denne sag og få fastsat en pris, som gælder for alle. Derfor vil vi henvende os til Justitsministeriet igen i det nye år, siger Jette Dam-Hansen.