Læger Uden Grænser frygter for angreb på hospitaler

Skrevet af admin

15/02/2016

Dagens topnyheder

Det tyder på, at der ikke længere er respekt for krigens love, når flere hospitaler i Syrien er blevet udsat for bombeangreb.

Det siger Jesper Brix, der er direktør for Læger uden Grænsers danske afdeling.

Hjælpeorganisationen finansierer et af de hospitaler, som er blevet udsat for angreb. Hospitalet ligger i den syriske provins Idlib, og ni personer er omkommet.

- Vi begynder at fornemme et skred - vi ser det i Syrien, og vi ser det i Yemen - hvor vores hospitaler og klinikker, som vi arbejder i, bliver angrebet.

Han henviser til, at fem hospitaler, som enten er støttet af Læger Uden Grænser, eller hvor læger fra organisationen har været udsendt, er blevet ramt af bombeangreb siden 1. januar i år.

- Det er uacceptabelt, at der ikke er respekt for Læger uden Grænser. Det må være et sted, hvor patienter kan søge lægehjælp og sikkerhed uden at skulle risikere at blive ramt af bomber, siger Jesper Brix.

- Vi kan kun opfordre til, at de stridende parter overholder den internationale, humanitære lovgivning og lader være med at bombe hospitaler.

Læger uden Grænser vurderer hele tiden sikkerheden i de områder, som er støttet af organisationen, eller hvor læger ansat af Læger uden Grænser er udsendt.

Hvad konsekvensen bliver efter angrebet mod hospitalet i Syrien, ved Jesper Brix endnu ikke.

- Men der skal være en eller anden form for minimumsgaranti for sikkerheden for vores ansatte og for vores patienter, siger han.

Også et børnehospital i den nordlige syriske by Azaz er blevet ramt af missiler. Mindst 14 civile er ifølge de seneste meldinger blevet dræbt i angrebet, hvor også en skole og flere andre bygninger blev ramt.

/ritzau/