Lærer tilstår drab på ung kvinde i baggård i Odense: "Nogen skulle bare dø"

Skrevet af admin

24/06/2015

Dagens topnyheder

En psykisk syg lærer har i et retsmøde i Odense onsdag tilstået, at han tirsdag stak en ung kvinde ihjel i en baggård.

Manden er sygemeldt fra sit arbejde, skriver fyens.dk.

Kvinden blev stukket flere gange med en kniv i baggården ved Klostervej kort før middagstid.

Der var ingen særlig forbindelse mellem offer og gerningsmand.

Vidner overværede forbrydelsen, men kunne intet gøre. Kvinden blev 24 år.

Manden lider af vrangforestillinger, er det kommet frem under grundlovsforhøret. Her har han blandt andet forklaret, at han følte, at alle chikanerede ham.

- Det har været uudholdeligt for mig. Bare jeg stak hovedet ud af vinduet i gården, følte jeg mig chikaneret, siger manden ifølge fyens.dk.

Kort efter det blodige overfald blev den 48-årige mand anholdt. I første omgang forlod han baggården, men han blev anholdt af betjente, da han vendte tilbage.

Under afhøringen i retten har den 48-årige sagt, at "nogen bare skulle dø."

På grund af mandens psykiske tilstand har dommeren ved Retten i Odense besluttet, at manden skal anbringes i en psykiatrisk afdeling i stedet for i en fængselscelle.

Varetægtsfængslingen, der altså sker i såkaldt surrogat, er sat til fire uger.

Angiveligt har manden været sygemeldt siden jul.

/ritzau/