Vilje til vækst – det er overskriften for Assens Kommunes nye Vision 2018. Med visionen ønsker vi blandt andet at skabe mere vækst og udvikling. At tiltrække flere nye virksomheder og skabe flere arbejdspladser samt understøtte, at flere iværksættere får mod på at drive egen virksomhed i vores kommune.
Vi har en attraktiv placering midt i Danmark og ledige erhvervsarealer rundt om i kommunen, bl.a. tæt ved motorvejen. Desuden har vi flere kontorfællesskaber, som iværksættere kan slå sig ned i, og hvor der er mulighed for at sparre med andre samt udnytte den synergi, der er i at være flere små selvstændige under samme tag.
At tiltrække nye virksomheder og skabe flere arbejdspladser kommer dog ikke over en nat. Det er et langt sejt træk! Assens Kommune blev for nylig kåret som nr. 48 ud af 96 kommuner i DI’s undersøgelse af erhvervsklimaet. Det kan forbedres! Vi har som mål, at vi skal op og blive minimum nr. 30 i 2015.
Det kræver, at vi fører en aktiv erhvervspolitik og sætter ind på en række fronter. Derfor arbejder vi med, hvordan vi i vores sagsbehandling bliver smidigere og mere fleksible. Når den lokale håndværksmester kommer med en ansøgning om en byggetilladelse, eller når en virksomhed påtænker at slå sig ned i Assens, så skal de mødes af en kort sagsbehandlingstid og tilkobles én sagsbehandler i kommunen, der sørger for den nødvendige interne koordinering, hvis flere afdelinger i kommunen er involveret.
Aktuelt arbejder vi med idéer om at nedsætte et erhvervssekretariat, så der bliver én indgang for erhvervslivet til kommunen, og hvor virksomhedens behov er i centrum hel tiden. Vi vil strække os til det yderste for at imødekomme de ønsker og krav, der er fra virksomhedernes side, vel vidende at vi naturligvis er bundet af en lovgivning, der skal overholdes. Med den i hånden siger vi ikke blot nej, til virksomhedernes ønsker, men forsøger i fællesskab at finde den gode løsning. Hvad er der af muligheder? Hvad kan lade sig gøre?
Vi kickstarter væksten i kommunen. Derfor har Byrådet afsat 125 mio. kr. næste år, der dels er øremærket til nybyggeri, dels er afsat til at vedligeholde og renovere en række af kommunens bygninger for. Vi tilstræber samtidig, at så mange af byggeopgaverne som muligt placeres hos lokale håndværkere ud fra de rammer, lovgivningen for udbud giver mulighed for. Fordi vi har Vilje til vækst i Assens Kommune.