Det er Udlændingestyrelsen, der bestemmer, hvilke flygtninge danske kommuner skal tage imod. Og derfor kan styrelsen ikke love Læsø Kommune, at kommunen får flygtninge-børnefamilier, som Læsø især efterspørger.
Det skriver DR P4 Nordjylland.
Læsø er Danmarks mindste kommune, og her er netop god plads til flere unge familier.
- Vi har plads til børn i institutioner og skoler, for den del af befolkningen bliver mindre på Læsø, siger borgmester Tobias Birch Johansen (V) til DR P4 Nordjylland.
De flygtninge, der bliver sendt til Læsø, er især enlige unge i 20'erne. Men det giver ifølge øens borgmester ikke mening, at de skal bo på Læsø.
- Vi har ikke i forvejen så mange unge, og man kan jo ikke kræve af en 20-årig mand fra Syrien, at han skal finde sig til rette med en 60-årig eller en 10-årig, siger Tobias Birch Johansen.
Mange kommuner har særlige ønsker som Læsø, men fordelingen af flygtninge er et puslespil, siger Udlændingestyrelsen til DR P4 Nordjylland.
Styrelsen kan derfor ikke garantere kommunerne, at de modtager de flygtningegrupper, som de helst vil have.
- Vi har fuld forståelse for det, men på den anden side er en vigtig faktor ved at fordele flygtninge at placere dem der, hvor de kan integrere sig, siger Tobias Birch Johansen.
Også Venstres udlændingeordfører Karsten Lauritsen mener, at mindre samfund som Læsø skal have indflydelse på, hvilke flygtninge der kommer til deres kommuner.
- Jeg vil kontakte integrationsministeren og spørge, om man ikke fremover kan tage større hensyn til disse ønsker fra kommunerne, siger han til DR P4 Nordjylland.
/ritzau/