Landsret: Der må ikke være risiko for korpsånd i politisager

Skrevet af admin

01/07/2014

Mest læste i dag

Den enkelte indklagede betjent skal have det bedst mulige forsvar, og derfor går det ikke, at samme advokat repræsenterer flere betjente i samme sag.

Der må ikke opstå risiko for, at forsvaret af den enkelte forplumres af hensyn til en eller flere kolleger.

Sådan lyder Vestre Landsrets argumentation for, at flere betjente i samme klagesag ikke kan have den samme advokat.

Når flere betjente arbejder på samme tjenestested, er der et "særligt behov for at sikre, at forsvaret for den enkelte tilrettelægges og fremstår som tilrettelagt udelukkende i den enkeltes interesse og uafhængigt af forsvaret af den anden," hedder det.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed har blandt andet ment, at offentlighedens tillid til, at klagesager behandles, også spiller ind.

Men dette argument har ingen selvstændig betydning, når det gælder vurderingen af, om der kan opstå en interessekonflikt, mener de tre dommere.

Advokat Torben Koch, der sammen med kolleger på sit kontor hidtil har forsvaret næsten samtlige betjente i klagesager, er stærkt utilfreds med kendelserne.

I godt 40 klagesager kan betjentene ikke få den samme advokat, oplyser Torben Koch.

Han siger, at ingen af de involverede ønsker at udtale sig, så længe de ikke frit må vælge deres forsvarer.

I en kommentar til den tilspidsede situation kritiserer SF's retsordfører, Karina Lorentzen Dehnhardt, politifolkene og deres advokat.

- Man må respektere rettens afgørelse, selv om man er uenig, og jeg synes ikke, det ser godt ud, hvis folk fra politiet modarbejder retssystemet, som de i en eller anden udstrækning er en del af, skriver Karina Lorentzen Dehnhardt i en mail.

- Jeg synes, at de betjente og deres advokat skal tænke sig om, hvordan det ser ud i offentligheden, hvis de vil trække sager i langdrag og ikke medvirke til klagesagers opklaring, fordi retten har afgjort, at de ikke frit kan vælge advokat, påpeger politikeren.

Advokat Koch vil nu forsøge at få spørgsmålet om beskikkelse indbragt for Højesteret.

/ritzau/