Landsret: En skovl kan godt være et fejeblad

Skrevet af admin

09/07/2015

Dagens topnyheder

Danske dommere bliver præsenteret for masser af vanskelige spørgsmål, og for nylig drejede det sig om en skovl.

Eller mere præcist: Skal det franske ord "une pelle", der betyder skovl, tages helt bogstaveligt? Eller går det an at udvide forståelsen, så den også dækker et fejeblad?

Politifolk i det sydlige Jylland havde sidste år stoppet en lastvogn, som transporterer farligt gods. Den slags skal leve op til kravene i den særlige ADR-konvention.

I den danske oversættelse af konventionen står, at chaufføren skal medbringe en skovl, så han eller hun straks kan tage affære, hvis farlige stoffer spildes.

På rastepladsen Harte Syd nær Kolding gav de kontrollerende betjente fra politiets Tungvognscenter Syd sig til at lede efter den krævede skovl. I stedet fremviste chaufføren et fejeblad.

Det var ikke godt nok. Anklagemyndigheden rejste tiltale for overtrædelse af konventionen, og såvel vognmandsfirmaet som chaufføren blev fundet skyldige af byretten.

Afgørelsen blev anket til Vestre Landsret, hvor dommerne for nylig gravede dybt i sagen.

Blandt andet har de studeret en lang række fransksprogede hjemmesider fra firmaer, der sælger sikkerhedsudstyr, fremgår det af en pressemeddelelse fra landsretten.

I standardpakker med ADR-udstyr ligger et fejeblad og ikke en skovl. Og alle hjemmesiderne kalder rask væk fejebladet "une pelle".

Både i Frankrig og i Tyskland godkender myndighederne, at chaufførernes udstyr omfatter "et fejeblad og ikke en egentlig skovl."

Til sidst bliver dommerne praktiske. Et fejeblad kan ligeså godt som en skovl bruges til at fjerne farligt stads, konstaterer de. I hvert fald har de ikke fået forelagt beviser for det modsatte.

I Sydøstjyllands Politi siger kommunikationschef Ulla Kaspersen, at politiet løbende skal sikre, at sikkerhedsudstyret på transporter med farligt gods er i orden.

- Man skal kunne afværge en forureningsskade, siger hun.

- I den konkrete situation havde chaufføren en fejebakke med. Man vurderede, at det ikke umiddelbart ville kunne opfylde formålet.

- Nu er landsretten kommet til et andet resultat, og det tager vi naturligvis til efterretning, siger hun.

/ritzau/