Landsret: Journalister må ikke få MRSA-akter - endnu

Skrevet af admin

06/02/2015

Mest læste i dag

Fødevarestyrelsen må ikke videregive en liste med landmænd, som har deltaget i en undersøgelse om MRSA-bakterier i deres svinebesætninger, til pressen. I hvert fald ikke endnu.

Det har Østre Landsret afgjort i en kendelse fredag formiddag.

Dermed har Landbrug & Fødevarer indtil videre fået medhold.

Organisationen havde stævnet Fødevarestyrelsen, som ville udlevere oplysningerne om svinebestandene til to journalister. Dansk Journalistforbund havde derimod krævet, at sagen blev afvist.

Men Østre Landsret har fredag besluttet, at ikke alene har Landbrug & Fødevarer ret til at føre sagen mod Fødevarestyrelsen. Sagen får også opsættende virkning.

Det betyder, at journalisterne ikke må få oplysningerne, før sagen mellem Fødevarestyrelsen og Landbrug & Fødevarer er afgjort.

Landbrug & Fødevarer mener ikke, at oplysningerne skal gives til pressen, da det kan risikere at stigmatisere og udstøde de landmænd, som ifølge Fødevarestyrelsen havde MRSA i deres besætninger.

Baggrunden for sagen er, at 48 landmænd frivilligt mellem 2008 og 2011 deltog i en undersøgelse lavet af Fødevarestyrelsen om forekomsten af MRSA i deres svinebesætninger.

Journalisterne Nils Mulvad og Kjeld Hansen søgte i foråret 2012 aktindsigt i resultaterne.

Efter to afslag gik journalisterne til Folketingets Ombudsmand, som i juni 2014 gav dem medhold i, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at nægte aktindsigt.

Det førte til, at Landbrug & Fødevarer i juli 2014 stævnede Fødevarestyrelsen for at forhindre, at oplysningerne om svinebesætningerne blev udleveret til journalisterne.

Torsdag afgjorde landsretten så, at hensynet til landmændene vægter højere end hensynet til interessen i at få aktindsigt, indtil sagen er afgjort.

/ritzau/