Landsret skærper straf over "brune bagmænd" i hashsag

Skrevet af admin

01/10/2015

Dagens topnyheder

To mænds rolle i et foretagende kaldet "De Brune Bude" har været så alvorlig, at de skal halvandet år i fængsel. Det har Østre Landsret bestemt torsdag, oplyser anklager Lasse Biehl fra Statsadvokaten i København til Ritzau.

De Brune Bude fungerede på den måde, at hashtrængende kunder via et telefonnummer kunne bestille en leverance af det ulovlige rusmiddel, som så blev bragt ud. Både kunder og sælgere er blevet dømt i sagskomplekset.

De to 26-årige mænd, som torsdag har fået dom i landsretten, har haft en rolle som bagmænd i foretagendet. De har stået for leverance af 20 kilo hash, der er blevet overgivet til sælgerne.

Da mændene blev dømt ved Retten i Helsingør sidste år, blev de kun fundet skyldige i handel med 18 kilo hash, og dommen lød dengang på fængsel i et år og tre måneder.

- Jeg er meget tilfreds med landsrettens dom. Den sender et klart signal om, at organiseret handel med hash bliver taget meget alvorligt, siger Lasse Biehl til Ritzau.

/ritzau/