Landsret stadfæster rekorddom: 23-årig skal i fængsel for trafikdrab

Skrevet af admin

12/05/2014

Mest læste i dag

Den 23-årige Ramze Abdullah Hassan Jabr er mandag i Østre Landsret idømt fire år og seks måneders fængsel, efter at han 2. november sidste år påkørte og dræbte Cilla Olander Johansson. Desuden er han fradømt kørekortet for bestandigt.

Dermed stadfæster landsretten fængselsstraffen, som Københavns Byret i april nåede frem til, og som er den hidtil hårdeste i sager om trafikdrab. Til gengæld besluttede landsretten at fratage ham kørekortet for bestandigt, mens byretten kun ville fratage ham det i 10 år.

Sammen med sin kæreste var Cilla Olander Johansson på vej hjem gennem byen efter en glad aften på bluesbaren Mojo i København.

Men på et splitsekund endte aftenen i en tragedie, da Ramze Abdullah Hassan Jabr kom blæsende ad H.C. Andersens Boulevard med mindst 91 kilometer i timen og med både alkohol og hash i blodet. Hans promille blev senere målt til at have været 1,01.

I fodgængerovergangen ved Tivoli ramte bilen Cilla Olander Johansson, og hendes kæreste var ganske tæt på også at blive offer for den 23-åriges vanvidskørsel.

Med i bilen var tre passagerer, der havde været med til en fest i Farum. To kvinder, der var med i bilen, forklarede i sin tid i byretten, at hastigheden mellem Farum og København var over 200 kilometer i timen.

Da de nåede København kørte Ramze Jabr tre gange over for rødt. Først var han centimeter fra at ramme en kvinde, og ud for Tivoli gik det så galt, da han ramte Cilla Olander Johansson, der døde efter ganske få minutter.

/ritzau/