Landstræner hylder legenden Wayne Rooney

admin

|

22/03/2015

Dagens topnyheder

Angriberen Wayne Rooney mangler tre mål for at udligne Sir Bobby Charltons målrekord på det engelske landshold, men ifølge landstræner Roy Hodgson er Rooney allerede en landsholdslegende, selv om Hodgson ikke bryder sig om ordet.

- Da jeg var i Liverpool, var jeg konstant omgivet af mennesker, der blev beskrevet af klubbens tv-station som legender. Nogle af dem kunne jeg ikke engang huske.

- Så jeg synes, ordet er farligt, for du behøver ikke at gøre særlig meget for at være en legende nu til dags, men Rooney er allerede en legende, siger landstræneren.

Wayne Rooney har scoret 46 gange i 101 landskampe. Bobby Charlton brugte fem kampe mere til at score 49 mål.

Målrekorden faldt dog i en tidsperiode, hvor det var nemmere at score mål end i dag, påpeger Roy Hodgson.

- 50 mål er efter min mening sværere at score i dag end i 1950'erne, 60'erne og 70'erne, siger han.

Fredag bliver det op til forsvarsspillerne fra Litauen at holde Wayne Rooney fra målrekorden, når de to klubber spiller EM-kvalifikationskamp.

Tirsdag 31. marts får Rooney også mulighed for at score mål i testkampen mod Italien.

/ritzau/