Lars Eller slår Frans Nielsen i topbrag i NHL

Skrevet af admin

18/01/2015

Mest læste i dag

Lars Eller vandt natten til søndag over Frans Nielsen i et topbrag i NHL.

De to danske profiler stod over for hinanden, da Montreal Canadiens på egen is slog ellers formstærke New York Islanders med 6-4.

Både Eller og Nielsen fik godt et kvarter på isen hver i opgøret, der blev afgjort midtvejs i tredje periode.

Montreal Canadiens var i front i størstedelen af kampen, efter at Pernell Karl Subban efter små to minutter gjorde det til 1-0 for værterne.

Ved indgangen til tredje periode var stillingen 3-2 til Montreal, der bragte sig foran med 6-2, inden gæsterne fra New York fik lov til at pynte på resultatet i slutfasen.

Små tre minutter før tid blev Frans Nielsen noteret for en assist, da han var involveret i opspillet til gæsternes 4-6-reducering.

New York Islanders og Montreal Canadiens indtager anden- og tredjepladsen i Eastern Conference efter Tampa Bay Lightning, der har spillet henholdsvis to og tre kampe mere end de to danskerklubber.

Mikkel Bødker måtte natten til søndag forlade banen efter endnu et nederlag, da hans klub Arizona Coyotes tabte 1-3 til Minnesota Wild.

For en gangs skyld forlod danskeren banen uden at score for Arizona-holdet, der nu har tabt fire kampe i træk.

Hos Anaheim Ducks var målmand Frederik Andersen med til at slå Los Angeles Kings med 3-2 efter overtid. Holdet fra Anaheim topper Western Conference.

/ritzau/