Lars Jacobsen: Mit stop betyder ikke generationsskifte

admin

463 uger siden

|

18/11/2015

Dagens topnyheder

Det blev til i alt 81 landskampe for den danske højreback Lars Jacobsen, der efter tirsdagens samlede playoff-nederlag til Sverige annoncerede sit landsholdsstop.

Men selvom Jacobsen nu afslutter en lang og flot landsholdskarriere, mener han ikke, at det har den store betydning for fremtidens danske landshold.

- Bare fordi der er en gammel nar som mig, der stopper på landsholdet, så betyder det ikke, at der sker et generationsskifte, siger Lars Jacobsen og tilføjer:

- Vi har så mange unge spillere, der allerede er en stor del af holdet. Så et generationsskifte er ikke nødvendigt, for de nye spillere er her allerede.

Han fremhæver blandt andre Pierre-Emile Højbjerg og Thomas Delaney, der i tirsdagens afgørende kamp mod Sverige dannede midtbaneduo.

- Der vil selvfølgelig altid komme nye spillere op, men det er ikke sådan, at vi pludselig skal til at skifte ti spillere, siger Lars Jacobsen.

Med de to playoffkampe mod Sverige er Lars Jacobsen nu nummer 14 på listen over de spillere, der har spillet flest landskampe for Danmark.

Og selvom det er svært at skjule skuffelsen over den kiksede EM-kvalifikation, så lægger Lars Jacobsen ikke skjul på, at han er stolt over karrieren.

- Når jeg får nederlaget på afstand, så ved jeg, at jeg er rigtig stolt over at have spillet 81 landskampe. Det er der ikke ret mange, der prøver. Det er noget, jeg kan være stolt over resten af mit liv og også noget, min familie er stolt af.

Også landstræner Morten Olsen stopper med øjeblikkelig virkning på det danske landshold. Og Lars Jacobsen ærgrer sig over, at det ikke lykkedes holdet at give Morten Olsen en sidste slutrunde inden afskeden.

- EM ville have været et flot punktum for hans karriere, men sådan skulle det ikke være, og det er brandærgerligt.

- Han har været med til at tegne dansk fodbold i rigtig, rigtig mange år, og han har også været den vigtigste træner for mig i min karriere, siger Lars Jacobsen.

/ritzau/