Det danske landshold skal have en ny mand på højre back, hvor Lars Jacobsen i store træk har huseret siden debuten i marts 2006.
For efter 81 landskampe stopper Lars Jacobsen på landsholdet efter tirsdagens playoff-nederlag til Sverige.
- Det var selvfølgelig ikke sådan, at jeg havde håbet at stoppe, siger Lars Jacobsen.
På en aften hvor Danmark missede EM, og Morten Olsen sagde stop som landstræner, betragtede Lars Jacobsen ikke hans stop som dagens store nyhed.
- Det mindst vigtige er, at jeg stopper i dag. Det er ærgerligt, at vi ikke kan give Morten en bedre afsked, og det er forfærdeligt at misse to slutrunder i træk, siger Lars Jacobsen til TV2.
Lars Jacobsen var den spiller i truppen til playoffkampene mod Sverige med flest landskampe på bagen.
/ritzau/