Lars Larsen opnår nyt rekordresultat med Jysk

admin

9 år siden

|

07/12/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Jysk Group fortsætter med at vokse og tjene penge. Siden åbningen af det første Jyske Sengetøjslager i 1979 har Lars Larsen støt øget selskabets omsætning og årsresultat.

Således også i regnskabsåret 2014/15, hvor det blev til et overskud før skat og renter på 3,1 milliarder kroner, hvilket er 126 millioner bedre end i forrige regnskabsår.

Også omsætningen er gået frem fra 20,6 milliarder kroner til 21,9 milliarder kroner.

- Målet har altid været, at Jysk skal være en større og mere profitabel virksomhed. Den øgede omsætning og indtjening vidner om, at vi igen i år har gjort det godt og nået nye milepæle i udviklingen af Jysk Group.

- Vi er dog langtfra i mål, og der skal fremover åbnes masser af Jysk-butikker i hele verden.

- Samtidig vil vi fortsætte med at styrke og udvide vores online forretning, så vi også på den platform er til stede i alle de lande, hvor Jysk har butikker, siger ejer og bestyrelsesformand Lars Larsen i en pressemeddelelse.

Det betyder, at overskuddet for en stor dels vedkommende skal geninvesteres i virksomheden, blandt andet i form af nye lagre i Tyskland og Bulgarien samt en udvidelse af det nuværende lager i Uldum ved Horsens.

Jysk Group driver i dag 2300 butikker fordelt på 41 lande. Sammenlagt har koncernen mere end 20.000 medarbejdere.

Det seneste år er der åbnet 98 nye Jysk-butikker, herunder den første af slagsen i Montenegro.

Efter regnskabsafslutningen er der desuden åbnet butikker i Grækenland, Albanien, Vietnam og Singapore.

Foruden Jysk- og Dänisches Bettenlager-butikkerne har Lars Larsen også puttet penge i en række andre møbelkæder, herunder Idemøbler, Ilva og Bolia.com.

Hans investeringer tæller desuden havemøbelproducenten Scancom, Himmerland Golf & Spa Resort, sushi-kæden Letz Sushi og hotel Ferdinand i Aarhus.

/ritzau/