Lars Løkke efter møde: Jeg har betalt skat retmæssigt

Skrevet af admin

21/05/2014

Dagens topnyheder

Venstres formand Lars Løkke Rasmussen siger efter et krisemøde i partiets forretningsudvalg tirsdag aften, at han har betalt den skat, som loven foreskriver.

Han svarer dog ikke direkte på, om han har betalt skat af sin families omstridte ferierejse til Mallorca efter valgkampen i 2011, som partiet har betalt for 11.000 kroner.

- Jeg betaler den skat, jeg skal. Detaljerne i mine skatteforhold er et mellemværende mellem mig, henholdsvis min kone og Skat, siger han efter mødet i forretningsudvalget afholdt på hotel Crowne Plaza i København.

Spørgsmål: Har du betalt skat af den rejse?

- Jeg har betalt den skat, jeg skal.

- Jeg går ikke og putter med noget. Jeg har et princip, og det kan du hive og slæbe i, så meget du har lyst til. Det er et privat anliggende, for ellers kommer der fremadrettet en glidebane.

- Det, der er afgørende, er, at jeg betaler den skat, jeg skal. Der er ikke noget, der er bragt frem de seneste dage, der har gjort, at jeg har skulle handle anderledes, end jeg gør, siger han.

Det er samme melding, som han gav mandag. Her ønskede Løkke heller ikke at gå i detaljer om hans betaling af skat.

Venstres forretningsudvalg, som Løkke orienterede om de nye bilagssager på et næsten fire timer langt møde, slår fast, at det er Løkke og ikke partiet, der har pligt til at indberette beløbet til Skat.

- Jeg kan jo henholde mig til de kommentarer, der også er kommet fra skatteeksperter i dag, at Venstres landsorganisation ikke har en indberetningspligt omkring den rejse, siger partisekretær Claus Søgaard-Richter.

Ud over sagen om den partibetalte rejse til Mallorca skulle Lars Løkke Rasmussen redegøre for det tøj, som partiet har udstyret ham med for 152.000 kroner forud for valgkampen i 2011.

/ritzau/