Lasse Schöne-mål sender Ajax mod Europa League

Skrevet af admin

10/12/2014

Dagens topnyheder

Allerede inden sidste spillerunde i Champions League-gruppespillet stod det klart, at danskerklubben Ajax havde udspillet sin chance i Europas fineste klubturnering.

Men på sjette spilledag lykkedes det efter blandt andet to dansker-mål at sikre en trøstepræmie i form af tredjepladsen i gruppe F, der betyder overflytning til forårets Europa League.

Uafgjort var nok for at realisere det på hjemmebane mod Apoel fra Cypern, men med en sejr på hele 4-0 efterlod hollænderne ingen tvivl.

Klubbens største danske profil Lasse Schöne stod for kampens første to mål.

I første halvleg var han med i angrebet, der fremtvang et straffespark, som han scorede på fladt ved stolpen.

Kort efter pausen førte han en Ajax-kontra frem over en halv banelængde, inden han afleverede til Arkadiusz Milik. Sidstnævnte sendte den tilbage til danskeren, der scorede til 2-0.

Davy Klaassen og Arkadiusz Milik cementerede sejren, inden Schöne kunne modtage publikums hyldest ved udskiftningen et kvarter før tid.

Kort forinden var også Lucas Andersen blevet udskiftet.

/ritzau/