Lastbilchauffør med opråb: Vi bliver ikke behandlet som mennesker

Skrevet af Jakob A. Overgaard

06/05/2021
Hvad synes du om lastbilchaufførernes arbejdsbetingelser? Læs med her og vær med i debatten på Facebook. Foto: Facebook
Hvad synes du om lastbilchaufførernes arbejdsbetingelser? Læs med her og vær med i debatten på Facebook. Foto: Facebook
Lastbilchaufføren Allan Bach føler sig uhyre dårligt behandlet. De arbejdsbetingelser, han som lastbilchauffør må indrette sig efter, er efter hans overbevisning ikke menneskelige. Læs med hvis du vil vide, hvad en lastbilchauffør faktisk bliver udsat for.

Mest læste i dag

Alle ved, at der er regler for kørsel med lastbil. Og selvom de fleste af danskerne er helt ok med, at lastbilerne fylder på motorvejene og godt kan acceptere en langsom overhaling i ny og næ, så er det faktisk ikke opførslen fra andre billister, som Allan Bach kritiserer.

I stedet er det deres reelle arbejdsforhold. Han skriver:

"En lastbil må køre 4,5 time, pause på 45 minutter og så 4,5 time igen. Derefter ni timers hvile. Regler sort på hvidt."

Reglerne er selvfølgelig lavet for at sikre, at lastbilchauffører ikke kører mens de er trætte og dermed er til fare for trafikken. Det er faktisk heller ikke det Allan Bach opponerer imod. Han fortsætter:

"En tur til en kunde varer f.eks. 10 timer. Vi kører fire timer og 26 minutter. Vi holder en pause på 45 minutter på en tank og kører videre. Vi skal så langt som muligt. Kører fire timer, finder en tankstation, men der er ikke plads. Fortsætter 29 minutter indtil der kommer en rasteplads uden WC, bad og mad. Men der er ikke noget valg, vi kan ikke finde et andet sted."

Selvom der måske ligger en tankstation femten minutters kørsel fra rastepladsen, så må Allan Bach ikke køre videre. Han risikerer en bøde for at overtræde køre-, hviletidsbestemmelserne og da vognmanden også får en bøde, så kan det få alvorlige konsekvenser selv med en lille overtrædelse.

Men her slutter problemerne ikke. Hvis nu Allan alligevel kørte videre, kører ind på en tankstation, men den er igen fyldt. Han kan finde en plads bag ved en anden lastbil, han holder ikke i vejen, men har har mulighed for bad, mad og toiletbesøg. Der er nok ikke mange af os, der synes, at den handling er forkert.

"Næste morgen er der en bøde på 2040 kroner for ikke at holde i bås. Der er ikke pladser nok til lastbiler i Danmark, vi må ikke holde i industriområder og har ikke mulighed for at finde egnede overnatningsmuligheder."

Så en lille overtrædelse af bestemmelserne for at få mulighed for at komme på toilet, få noget at spise og tage et bad inden den kommende nye arbejdsdag kan altså koste 2.040 kroner i parkeringsbøde, 500 kroner for 19 minutters overtrædelse af køretidsbestemmelserne og en bøde til vognmanden på 1.000 kroner.

Selvom det virker urimeligt, så er det ikke alle af de kommentarer, som Allan Bach har fået på sit opslag, som giver ham ret.

F.eks. skriver en Facebook-bruger: "Hvorfor skifter man så ikke branche, når man er så utilfreds," mens en anden skriver. "Hvorfor skriver du så lang en smøre om at du har parkeret ulovligt, når det er en bevidst handling."

Hvad synes du? Er Allan Bach og andre lastbilchaufførers arbejdsbetingelser urimelige?