Lavt bundniveau overrasker det danske VM-hold

admin

|

10/12/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det flotte spil fra kampen mod Serbien var pist forsvundet, da Danmark løb forvirrede rundt i den ungarske magtdemonstration og endte med et nederlag på 22-29 onsdag aften.

I perioder af kampen spillede det danske hold på et sjældent set lavt niveau, og selv om alle hold kan have dårlige dage, så kom det bag på spillerne selv, at man kunne spille så skidt.

Stregspilleren Mette Gravholt er en smule overrasket over det bundniveau, holdet ramte i dele af kampen.

- Lidt ja. Ikke bundniveau i forhold til spillet generelt, men i forhold til afleveringer og dårlige vurderinger, siger den danske stregspiller.

Det lykkedes kun Danmark at få sendt 27 afslutninger ind til Ungarns målmand, og det skyldtes en kavalkade af tekniske fejl i opspillet, og netop den del af niveauet overrasker også assistenttræner Søren Herskind.

- Vi er lidt overraskede over antallet af tekniske fejl, vi leverede, for vi har spillet fint i de tre første kampe, hvor vi har ligget på henholdsvis ti og 11 tekniske fejl, og mod Ungarn lavede vi 24, lyder det fra assistenten.

- Det er selvfølgelig en lille smule skræmmende, at man fra dag til dag kan ændre sig så meget.

Trods overraskelsen over det lave bundniveau mener Mette Gravholt, at den kollektive offday kan vendes til noget positivt.

- Sådan en kamp har man nogle gange. Det er det, man som idrætsudøver hader, men det er også det, man lærer noget af og udvikler sig allermest af. På den måde tror jeg, det er fint for os, siger hun.

De danske trænere har i hvert fald allerede draget en lektie af nederlaget.

- Vi kan se, at når usikkerheden begynder at melde sig, så skal vi (trænerne, red.) være meget opmærksomme på at få stoppet det. Det er en af de ting, som vil være en vigtig læring fra kampen fremadrettet i turneringen, siger Søren Herskind.

- Vi skal måske være lidt mere reagerende og sørge for at få taget timeout og snakket mere med spillerne, end vi gjorde, for at få sat en prop i hullet.

Danmark spiller sidste gruppekamp fredag klokken 20.45 mod Montenegro.

/ritzau/