Ledende konservativ stiller krav til Trump

Skrevet af admin

06/05/2016

Dagens topnyheder

Formanden for Repræsentanternes Hus, republikaneren Paul Ryan, siger, at han ikke er parat til at erklære Donald Trump som sit partis formodede præsidentkandidat ved præsidentvalget i november.

- For at være helt ærlig, så er jeg ikke parat til at gøre det endnu, siger Ryan til den amerikanske tv-station CNN i et interview, som viser spændingerne hos de konservative forud for partikonventet og det ventede opgør mellem Trump og demokraten Hillary Clinton.

Ryan siger, at han håber, at han vil være i stand til at støtte Trump i fremtiden - forudsat at den omstridte milliardær er i stand til at udvise lederevner, som vil kunne samle partiet.

- Der er en hel del, som han må gøre, siger Ryan og understreger, at det er op til Trump at indlede en helings- og forsoningsproces, efter at valgkampens første fase har været en lang række af fornærmende udtalelser.

Ryan har tidligere udtrykt kritik af partiets førende kandidat, men udtalelserne torsdag kommer på et tidspunkt, hvor Trump fremstår som vinder i det konservative parti.

Tidligere under valgkampen har den tidligere formand for Repræsentanternes Hus John Boehner sagt, at Ryan burde være Det Republikanske Partis nominerede kandidat, hvis det ikke lykkes for partiet at vælge en kandidat ved den første afstemning ved partikonventet i juli.

Boehner udtalte, at han vil støtte Ryan, hvis det ikke kommer til en klar nominering, som under de fleste andre valgkampe. Boehner har senere givet udtryk for støtte til Trump, og han angreb i sidste måned i overraskende hårde vendinger Ted Cruz, som han kaldte for "en inkarnation af Djævelen selv."

Cruz opgav efter nederlaget i Indiana tirsdag at fortsætte sin valgkamp.

/ritzau/Reuters