Leder af Krimtatarer er blevet bortvist fra Krim

Skrevet af admin

22/04/2014

Dagens topnyheder

En af de ledende skikkelser blandt Krim-tatarerne har af Rusland fået forbud mod at rejse tilbage til Krim-halvøen, efter at den er blevet annekteret af Moskva, oplyser tatarernes politiske forsamling.

I en erklæring på internettet siger Krimtatarernes forsamling, at Mustafa Dsjemilev, som er medlem af det ukrainske parlament og tidligere formand for tatarernes Mejlis (særlige samling), er blevet bortvist fra Krim i fem år.

Han fik meddelelsen, da han tog til Ukraine efter at have tilbragt weekenden på Krim.

Det sker umiddelbart efter, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, har underskrevet et dekret, der rehabiliterer Krim-tatarerne og andre etniske grupper.

Tatarerne blev under det tidligere sovjetiske Stalin-regime anklaget for at samarbejde med det nazistiske Tyskland.

- Jeg har underskrevet et dekret for at rehabilitere Krim-tatarerne på Krim, den armenske befolkning, tyskere, grækere, som alle led under Stalins udrensninger, sagde Putin på et regeringsmøde mandag.

De 300.000 tatarer på Krim, som udgør 12 procent af den ukrainske halvøs befolkning, boykottede i stort tal en folkeafstemning i sidste måned om løsrivelse fra Ukraine.

Af dem, der stemte, sagde 97 procent ja til at blive en del af Rusland, og Moskva har siden annekteret øen trods protester fra det internationale samfund.

Putins dekret ses som et forsøg på at vinde sympati blandt tatarerne, som er dybt mistroiske over for den russiske ledelse.

Forsamlingen Mejlis blev anerkendt af den ukrainske stat i 1990'erne som tatarernes repræsentative organ. Ud over den 70-årige Dsjemilev er også en nuværende viceformand blevet bortvist fra Krim.

Tatarerne er et muslimsk, tyrkisktalende folk. For to årtier siden begyndte de at vende tilbage til Krim og erklærede deres loyalitet over for Ukraine, som i 1991 fik sin uafhængighed efter Sovjetunionens kollaps.

/ritzau/Reuters