Leder i Korean Airlines gik amok over nødder

Skrevet af admin

09/12/2014

Mest læste i dag

Det sydkoreanske flyselskab Korean Airlines har måttet undskylde og en højtstående leder fra selskabet er trådt tilbage, efter at en bagatel omkring indpakningen af nødder til passagererne førte til, at et fly måtte vende tilbage til en gate i John F. Kennedys lufthavn i New York.

Cho Hyun-Ah, som er datter af Korean Airlines øverste leder, og som selv havde et lederjob i selskabet, var på vej fra New York til Seoul, da en stewardesse tilbød hende macadamianødder.

Serveringen vakte vrede hos Cho, som dels ikke havde bestilt nogen nødder, og som dels var forarget over, at nødderne kom i en plastikpose og ikke i en skål.

Hun mente, at det var udtryk for, at stewardessen var inkompetent og tilkaldte chefpurseren, der "kom med løgne og undskyldninger om personalets manglende kompetencer."

Hun fik derfor flyet, som var på vej mod startbanen, til at vende tilbage til gaten i John F. Kennedys internationale lufthavn, så chefpurseren kunne forlade flyet.

Men Chos handlemåde under episoden, der fandt sted fredag, har påkaldt sig masser af kritik i Sydkorea. En række medier har fremhævet, at hun ødelægger landets rygte.

Korean Airlines har erkendt, at der var tale om en overreaktion, og tirsdag kom der så en meddelelse om, at Cho træder tilbage fra sin stilling, hvor havde den del af ansvaret for kabinepersonalet.

Cho er datter til den administrerende direktør for Korean Airlines, Cho Yang-ho.

/ritzau/AFP