Leicester taber dyrebare point i mesterskabskampen

Skrevet af admin

01/03/2016

Dagens topnyheder

Leicester med Kasper Schmeichel i målet mistede tirsdag vigtige point i den engelske mesterskabskamp, da holdet spillede 2-2 hjemme mod West Bromwich Albion.

Det var en underholdende kamp med fire mål og endnu flere chancer, og den bølgede frem og tilbage gennem alle 90 minutter.

Selv om Leicester flere gange var tæt på at afgøre kampen, måtte Premier Leagues førerhold altså tage til takke med et enkelt point.

Der var blot spillet 11 minutter, da en lang bold til West Bromwich Albions José Salomón Rondón gled urørt gennem Leicesters forsvar, og så kunne angriberen passere Kasper Schmeichel i målet til 0-1.

Der skal ofte en god portion held til for at vinde et mesterskab, og det held havde Leicester med sig, da Danny Drinkwater efter en halv time udlignede til 1-1.

Midtbanespillerens langskud blev rettet af af West Bromwich' Jonas Olsson, og bolden fløj i en blød bue ind bag en hjælpeløs målmand.

Og kort før pausen bragte Leicesters Andy King så holdet foran 2-1 efter en flot assist fra Riyad Mahrez' hæl.

Men kampen vendte endnu engang, da gæsternes Craig Gardner hamrede et frispark helt op i målhjørnet kort inde i anden halvleg. Kasper Schmeichel nåede dårligt at flytte sig fra den anden side af målet, og så var kampen igen lige.

Leicester havde gennem hele kampen chancer, og topscorer Jamie Vardy havde flere gange mulighed for at sikre Leicester sejren, men landsholdsangriberen havde ikke heldet med sig.

Med det ene point er Leicester nu tre point foran Tottenham i mesterskabskampen. Tottenham har dog spillet én kamp mindre og kan med en sejr onsdag mod West Ham bringe sig på 57 point - nøjagtig som Leicester.

Sæsonens store skuffelse Chelsea vandt 2-1 ude mod Norwich og har nu ikke tabt i 12 Premier League-kampe i træk. Chelseas Kenedy scorede sæsonens hurtigste mål, da han bragte sit hold foran 1-0 efter bare 39 sekunder.

Danske Jores Okore sad på bænken hele kampen, da hans klub, Aston Villa, tabte 1-3 hjemme mod Everton.

/ritzau/