En person er blevet fundet bevidstløs i en lejlighed på Sølvgade i København, hvor der torsdag morgen opstod kraftig brand.
Ifølge vagtchef ved Københavns Politi Lars Westerweel er det en kvinde i 80'erne, som er bragt til Rigshospitalet. Han kan ikke sige noget nærmere om hendes tilstand.
Brandvæsnet fik anmeldelsen klokken 07.47 og rykkede ud til stedet fra tre brandstationer.
Branden var under kontrol efter 20 minutter, hvorefter brandmændene kunne gå i gang med at kigge lejligheden igennem for personer.
- Der blev fundet en person i lejligheden, som var bevidstløs. Personen er givet videre til ambulancefolk, siger Operationschef ved Københavns Alarmcentral hos brandvæsnet Frederik Ryber.
Ud over kraftige skader i selve lejligheden, som brændte, er der røgskader i de lejligheder, der ligger op til. Derudover er der kommet vandskader hos underboen efter brandslukningen.
Sølvgade har været afspærret, men er nu åben for trafik igen, oplyser politiet.
/ritzau/