Lektor: Merkel står til at tabe ansigt ved delstatsvalg

Skrevet af admin

12/03/2016

Dagens topnyheder

Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, og hendes konservative parti, CDU, risikerer, at vinke farvel til mange stemmer, når borgerne i tre tyske delstater søndag går til valg.

Mange CDU-vælgere ventes således i stedet at sætte kryds ved Alternative für Deutschland (AfD), vurderer Karl Christian Lammers, lektor i tysk politik ved Københavns Universitet.

- CDU og Socialdemokraterne står til at blive de store tabere ved søndagens valg. Vælgerne stemmer på AfD frem for CDU, blandt andet fordi der er en udbredt kritik af Merkels flygtningepolitik, siger Karl Christian Lammers til Ritzau.

På bekostning af mange andre emner har flygtningedebatten været i højsædet under valgkampen i delstaterne Sachsen-Anhalt, Baden-Württemberg og Rheinland-Pfalz.

Tyskland har det seneste år taget imod op mod en million flygtninge, og det er meget afgørende for, at de tyske vælgere søger mod AfD, vurderer Karl Christian Lammers.

- AfD's popularitet skyldes både deres kritik af flygtningepolitikken, men det er også et resultat af deres mistillid til politikerne.

- Tyskerne er usikre og angste for fremtiden, og de er bekymrede for, at flygtningene øger konkurrencen om arbejdspladser, sociale ydelser og boliger.

Selv om mange tyskere hungrer efter en ny løsning, så forventer Karl Christian Lammers ikke, at søndagens valg kommer til at påvirke det nationale forbundsvalg i 2017 - heller ikke hvis AfD vinder terræn søndag.

Alligevel understreger han, at der er nogle ting Merkel skal have styr på, hvis hun ikke skal overhales af AfD.

- Det er afgørende for Merkel, at hun får en fælleseuropæisk aftale. Hvis ikke hun får det, så tror jeg ikke, at hun vinder næste valg, for aftalen vil være hendes måde at få mindsket mængden af flygtninge, siger han.

/ritzau/