Lektor: Nu er det russisk roulette i svensk politik

Skrevet af admin

03/12/2014

Dagens topnyheder

Der er blevet spillet højt spil på partikontorerne i Sverige, for ingen kan reelt forudsige, hvem der ender med sorteper efter det bebudede ekstravalg til marts.

Sådan lyder vurderingen fra Drude Dahlerup, der er lektor i statskundskab ved Stockholm Universitet og tidligere medlem af Junibevægelsen.

- Det er uhørt dramatisk. Både Löfven og de borgerlige partier satser på, at Sverigedemokraterna får et smæk ved ekstravalget, men om det bliver tilfældet er et såkaldt 10.000 dollar-spørgsmål, siger hun.

Sveriges socialdemokratiske statsminister, Stefan Löfven, sagde onsdag, at Sverige afholder valg 22. marts.

Får Sverigedemokraterna igen en opbakning i nærheden af de 13 procent, så vil partiet fortsat være den berømte tunge på vægtskålen, som både den røde og den blå blok vil være afhængig af, hvis de skal sikre sig et flertal.

- Og så er situationen jo den samme som i dag, siger Drude Dahlerup.

Omvendt peger lektoren på, at en sådan status quo-situation kan betyde, at partierne i rød og blå blok kan blive nødt til at finde sammen på tværs af blokkene trods deres åbenlyse uenigheder.

- Så på den måde spiller Sverigedemokraterna også højt spil, for hvis de andre bliver tvunget til at finde sammen over blokgrænsen, så mister Sverigedemokraterna deres tunge-på-skålen-fordel, siger hun.

Et andet potentielt problem for Sverigedemokraterna er ifølge Drude Dahlerup, at den fordobling af vælgere, som valget i september gav dem, primært var drevet af ældre vælgere, der skiftede fra det borgerlige parti Moderaterna.

- Og de kunne godt finde på at svinge tilbage igen, for de synes nok ikke, at det, der sker nu, er spor sjovt, siger hun og fortsætter:

- Så det er virkelig roulettespil fra alle sider.

/ritzau/