Lene Nystrøm anmelder Se og Hør

Skrevet af admin

04/05/2014

Dagens topnyheder

Lene Nystrøm, også kendt som Aqua-Lene, politianmelder ugebladet Se og Hør, fordi hun mistænker bladets journalister for at have skaffet sig personlige oplysninger om hende på ulovlig vis. Det skriver den norske hjemmeside vg.no.

Dermed følger hun i fodsporet på en række andre kendte, der blandt andet tæller komikeren Casper Christensen og skuespilleren Mads Mikkelsen, som fredag politianmeldte det kulørte blad.

- Jeg kan bekræfte, at det er anmeldt til politiet. Det sker på baggrund af, at Lene synes, at det er en grim sag, og vi ønsker at gå hele vejen med dette, og selvfølgelig på baggrund af en vurdering af vores advokat, John Christian Elden, siger Nystrøms manager, Ole Jonsbråten, til vg.no.

Han oplyser, at advokaten vil køre sagen sammen med den danske advokat Brian Larsen, der også repræsenterer Mads Mikkelsen og Casper Christensen og en række andre kendte.

- Vi anmelder dansk Se og Hør og de ansatte, som har snaget i og sladret om Lenes privatliv. Om også andre bør straffes, må dansk politi vurdere, siger Ole Jonsbråten.

Aller Media, som ejer Se og Hør, fortæller til vg.no, at man ikke vil kommentere sagen før mandag.

Ud over Lene Nystrøm, Casper Christensen og Mads Mikkelsen har også skuespilleren Iben Hjejle, tv-værten Pelle Hvenegaard, erhvervskvinden og advokaten Rigmor Zobel og hendes mand, Jesper Ravn, lagt sag an mod Se og Hør.

De er angiveligt på den liste over kendte, som har fået deres kreditkort overvåget af en ansat ved PBS, nu Nets, som er blevet betalt af Se og Hør.

/ritzau/